Voksentid.

Ja okay, overskriften lyder sikkert pisse lummer i nogles ører – men det er altså ‘æk sådan noget dagens blogindlæg handler om. Men jeg bør da selvfølgelig overveje, om ikke et sådan indlæg kunne trække lidt nye følgere med sig… hmm..

Nå, men voksentid herhjemme betyder altså tiden efter, at Leonora er blevet lagt i seng og der er “fri leg” (vi er stadig ovre i den sobre genre).

Jeg er jo som kvinder er flest – totalt vild med, at vi SAMMEN gør noget fx slænger os på sofaen fuldstændig sammenfiltret og ser en knaldhamrende god film og bare er kærester, og bagefter lægger os til at sove hånd i hånd.

Forældre og kærester på samme tid

Det er min bedre halvdel kun enig i ca 2% af tiden (arj okay, måske lidt mere, but still) for han er nok som mænd er mest – glad for at bygge noget, reparere noget (som regel noget jeg har ødelagt), ordne noget, træne, slå græs, liiiiiiiige arbejde lidt ekstra…… eller spille CSGO!!! Og sidstnævnte er blevet en (knapt så frivillig) del af fællesskabet herhjemme.

Vi er så heldige at have hver vores kontor i huset og de ligger (fantastisk nok) side om side, for så kan vi jo lige stikke hovederne ind til hinanden i ny og næ.

Når jeg blogger elsker jeg at have ro til at fordybe mig, og her i sommerperioden, lukker jeg gerne fuglesang ind af vinduet. Det giver mig energi og ro, at have naturen og freden helt tæt på.

Der er ro nok til at tage en “skraver”, når mor blogger…

Når man spiller CSGO, så elsker man faktisk, at der ikke er en skid ro og man ville aldrig opdage, hvis en fugl sang lige udenfor vinduet – jeg tror faktisk kun den ville blive opdaget, hvis den fløj ind foran skærmen…

Der er stor forskel på en bloggers computerudstyr og en CSGO-spillers.

Desuden så er man jo på hold sammen med andre mennesker, som man så også kommunikerer med (jeg bruger ordet kommunikere af den simple årsag, at det dækker alt lige fra hvisken til råben) H E L E T I D E N imens man spiller. Spillet handler om at skyde alle på det andet hold og sprænge en bombe #nemt! Bølgerne kan til tider (ofte) gå meget højt.

De 2 rum vores kontorer ligger i, har en gang været ét stort rum. Kan I mærke, hvor jeg vil hen med det her?

Hvis I tror, at jeg vil fortælle, at kombinationen af blogging og CSGO dør om dør er en pis’ dårlig idé, så har i BANKO! Jeg har ingenlunde ro til mine skriverier, men jeg ved satme med 100% sikkerhed, hvem der går “LANG”, og om der er nogen på “B”, om vi har et diffuse-kit og hvem der fandme ‘æk skal være med i næste runde fordi vedkommende har dummet sig! FØJ!

Selv planterne kan ikke klare mosten og alt pynt er nu degraderet til IKEAs finest plastic!
Det er virkelig fedt og meget uundværligt, at man kan kigge IND i computeren og se at maskineriet kører rundt. #Derersåmegetkvinderikkeforstår

……. Jeg overvejer at starte som CSGO-spiller….

På trods af at CSGO er en tvungen fællesinteresse, så er det jo stadig lidt hyggeligt, at vi sidder ved siden af hinanden. Det betyder nemlig også, at jeg lige (MELLEM spil) kan få gode råd til blogskriverierne og lige kan få J’s besyv med omkring, hvad for nogle sneakers der er mest praktiske til dagpleje. Det tænker jeg egentlig, at han synes er omtrent ligeså interessant, som kanal 4.

Men hvis vi nu giver hinanden plads (allesammen venner, også jer og jeres partnere), og er en del af hinandens interesser i det omfang, vi kan og ønsker at være det, så tror jeg også på, at vi bygger et solidt forhold, hvor vi trives. Det er da ikke altid, at vi er helt enige om, hvad aftenen skal gå med: CSGO eller sofa-flette-fingre-tid, men det er okay, så gør vi noget andet i morgen. Kompromis. Balance.

Wauw

Det var lidt tanker om voksentid og det at være kærester, selvom man også er forældre. Rigtigt god aften 🙂

//Nicole

One thought on “Voksentid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *