Du bliver, hvad du tænker!

I går aftes løftede jeg sløret for, at jeg bryggede på et indlæg som handler om noget HELT andet, end de forrige indlæg, som blot har haft til hensigt at introducere mig for jer.

MEN… hold your horses, for nu, venner, nu bliver det lækkert.

For som overskriften lyder, så bliver man sgu, hvad man tænker! Vi kender alle sammen de sorte og negative tanker der drøner ind over spejlet, når vi står og kigger på os selv lige inden vi skal til og ud af døren. De tanker som fortæller os, at vi da fandme ikke skal tro, at vi er så lækre og pisse fede personligheder, som vi ellers lige har stået og prøvet at overbevise os selv om her 5 minutter i afgang! Nej nej… “De der sidedeller, fimrehår, elefantankler, (eller hvad man nu selv synes man kæmper med) de er der sgu STADIG og det er da dem alle på din vej ser – også selv du har prøvet at dække det til! Hvem prøver du egentlig at narre?” Men, kære venner, de tanker dem kan man faktisk komme af med! HURRA! De er nemlig suggestioner vi har indlært hele vejen gennem livet og de har sat sig godt og grundigt til rette helt inde bagerst i hjernen, hvor der desværre ikke så tit bliver luget ud det, som vi ikke gider gemme på. Okay okay, jeg ved sgu helt ærligt ikke en skid om, hvor de tanker ligger, sådan rent fysisk i hjernen.. det må jo være i hukommelsescenteret og jeg sidder godt nok ikke lige med et kort over vores mentale kontrolcenter, så det må I selv arbejde videre på, hvis det bliver dagens helt store spørgsmål for jer. MEN ALTSÅ, de tanker de sidder i hvert fald fast et eller andet sted og dem skal vi så have elimineret!

En meget klog klog mand som hedder Jørgen Svenstrup har lavet flere bøger, som faktisk hjælper dig med lige præcis dét. Den bog jeg senest har læst (arj okay, jeg har jo ikke læst … men jeg har hørt den på mofibo) hedder “Nøglen til din hjerne”. Det er et sandt mesterværk, og det tør jeg simpelthen godt sige helt uden at dette indlæg er reklame og derved kommer mig økonomisk til gode, for jeg har erfaret, at det freaking virker!!!

Hvis du nu er typen som heller ikke har tid (læs:gider) sidde og læse en bog fordi dit liv omhandler så mange andre utroligt vigtige ting og sager, så hør den lige mens du alligevel kører bil, sidder i bussen eller lignende. Jeg vil dog også gerne give et kort referat af, hvad træningen går ud på:

Det handler i grove træk om, at alle de suggestioner som ligger lagret fra hele dit liv, de skal overskrives, så du selv får lavet nye positive suggestioner og derved bliver de fremtidige rulletekster henover spejlet midt i din selvrosende stund, bare endnu mere rosende! Ja, hvad venter du egentlig på? Jeg har mærket på egen krop, hvordan mentaltræningen har givet mig, ikke kun mere selvkærlighed, men også meget mere overskud og også mere positive tanker om andre. Jeg er nu mere tilbøjelig til, at trække på skulderen, hvis jeg møder en på min vej, som fx den dag er en klaphat. Eks.: jeg står i køen i Netto jeg skal have 1 liter mælk og 1 pose gulerødder. Kunden foran mig skal have HELE Netto. Vi rammer køen cirka samtidigt og har øjenkontakt. Det venlige væsen er ikke helt så overskudsagtig og stiller sig, helt uden tøven, ind foran mig med sin enorme vognfuld. Jeg trækker på skulderen og tænker pyt. Da vi (ja, jeg skriver vi, da man jo nærmest når at blive en del af processen) ENDELIG er ved at være færdig med at køre hele svineriet igennem kasse, lige har givet vedkommende bon’en i hånden, udbryder personen gudhjælpemig “De der frankfurtere stod altså IKKE til 32,95, de stod til 32,00!!!!!!!!!

Det er så her jeg førhen simpelthen var gået i sort. Jeg ville have fået en mental nedsmeltning af allerværste grad. For “det kan sgu da være FUCKING ligemeget, at du har givet 1 kr. for meget, når hele dit køb i forvejen har kostet dig 1567,50 kr. og du har trukket en kø der starter helt ved den tyske grænse! Desuden kommer du sikkert til at smide madvarer og emballage ud for 1/4 af beløbet, så hvad er dit problem EGENTLIG! Du kan få 1 fucking krone af mig og skrid så!”… det var cirka sådan, den nedsmeltning ville have forløbet.

MEN nu, nu er det helt anderledes. Nu går vi lige tilbage til der, hvor vedkommende konstaterer at hende pigen ved kassen, som egentlig bare passer sit job, jo må være en idiot, fordi hun har taget 0,95 kr. for meget. Det kan UMULIGT være en systemfejl, der må være tale om en fejl-40.

Den søde pige ved kassen siger lavmælt “nå for søren, det må du undskylde, du får bare lige en krone” imens hun kigger forsigtigt på mig og resten af den, nu, dansk/tyske kø. Kunden rykker 1-kronen så hårdt ud af hånden pigen den søde pige ved kassen, at hun næsten flår huden med af. Stakkels pige. Den stadig sure kunde, går.

Nu er det langt om længe blevet min tur. Pigen ved kassen tør næsten ikke se mig i øjnene, af bare skræk for, hvilket møgfald hun nu kan risikere at få, fordi hun godt ved, at kunder i KØ er utilregnelige, og kunder i meget lang kø, kan være meget utilregnelige. Men, og nu kommer magien til sin magt, for inde i min hjerne, har tanker hele tiden været positive, og nærmest overbærende. Ikke kun med den stakkels pige ved kassen, men også for den sure kunde. “For tænk sig et trist og mørkt liv og livssyn sådan en starut må have? Hvor er det synd og hvor skal vi bare allesammen håbe på, og gøre vores til, at sådan et menneske, kommer så glidende igennem sin dag som muligt, og forhåbentlig bliver ligeså lykkelig som jeg er, engang.”

Mental positivitet og overskud starter hos os selv. Der er INGEN andre, som kan ændre på dine suggestioner og den måde, som du selv har lært din hjerne at arbejde på, udover DIG! Du kan få nogle værktøjer som du kan bruge og nogle guidelines, men der er kun 1 person i hele verden, som kan gøre arbejdet og det er altså dig.. D I G!

Selvfølgelig kræver det noget arbejde og det kan være mentalt udkørende. Jeg har selv haft dage, hvor jeg er gået ekstremt tidligt i seng, fordi min hjerne simpelthen har været træt og det er helt okay… På et tidspunkt begynder de gamle suggestioner nemlig at være overskrevet af nye og positive suggestioner, og det kræver mindre og mindre arbejde af dig.

Og inden i nu spørger, om det virkelig kan være rigtigt og om jeg aldrig oplever situation 1 “Nedsmeltningen” eller i hvert fald at tænke “hold kæft en idiot”, så vil jeg sige, at det er virkeligt sjældent, men selvfølgelig kan jeg også synes, at en person er en idiot! Det kommer dog helt an på vigtigheden af situationen. Har du hørt ordsproget “vælg dine kampe med omhu”? Den kan nemlig omskrives og inddrages her. For det er sjældent jeg tænker “idiot” om en sørgelig sjæl i Netto, som bare vil have sin sørgelige 1-krone. Men når det kommer til alvor og sikkerhed, så kan gamle suggestioner og beslutninger godt komme op i mig igen, og det er helt ok. Det kan fx være en bilist som kører hasarderet og som kan bringe min familie og mig i fare. Eller det kan være når der sker et terrorangreb, som dræber så mange mennesker og ødelægger så mange familier. Så tænker jeg også meget værre ting en idiot.

Det er bare så vigtigt at vi hele tiden vælger vores kampe med omhu i det daglige. Sorter i, hvad du vil bruge din energi på, og negativ energi er så meget mere drænende og ødelæggende, end den positive – ikke kun for dig, men også for dine omgivelser.

Start din mentale rejse i dag, jeg håber sådan for din egen skyld, at du gør det! For jeg ved, at DU KAN!

//Nicole

2 thoughts on “Du bliver, hvad du tænker!

  1. Skide godt indlæg og Svenstrup er god! Han har også skrevet “du bliver hvad du tænker” også på mofibo som lydbog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *